DK
Earthly Structures Fremtidsarkæologi. Værket består af fem nedsmeltede plastikobjekter: Bøjler, en kaffemaskine, en havestol, en opvaskebalje og en klodskasse. Produkter som før transformationen er genkendelige og anvendelige verden over. Nogle er slidstærke og tiltænkt en lang levetid, andre er måske ikke. Den hvide plastikhavestol er billig, stærk, let at stable, vejer ikke meget, skal ikke vedligeholdes og er modstandsdygtig overfor termitter og råd. Plastik er et fantastisk produkt. Men hvis havestolen revner, må den smides ud. Den kan ikke som en træstol repareres eller komposteres. Vi ved, at vores univers er et lukket system, hvor summen af energi er konstant. Vi ved, at når vi efterlader et fældet træ, kommer der dyr og mikroorganismer og sætter gang i en nedbrydningsproces, hvorefter træet transformeres og indgår i en ny sammenhæng. Kan man antage, at det samme sker for plastik, således at kemikalierester og forskellige plastiktyper nedbrydes af lys, luft og bakterier i fysiske grundbestanddele og til sidst indgår i en større cyklus?