Projekter / Volapük

Volapük

 
Volapük – lydinstallation

Volapük var oprindeligt et kunstsprog med det formål at skabe fred og enighed i verden. Idag kender vi det under betydningen: Vrøvl.

Siden historien om Babelstårnet har der været bestræbelser på at forene menneskeheden via et fælles sprog, og aldrig før har der været så gode muligheder for global kommunikation som nu. Men informationsmængden er samtidig så enorm, at vi risikerer at drukne i den, fremfor at opnå større forståelse for hinanden.
Værket består af 10 pc’er. Hver tablet afspiller lydcollager komponeret af minimalistiske lydklip fra forskellige radioudsendelser, Tv udsendelser, liveudsendelser på Twitter og Facebook- fra hele verden. Alle afspilles samtidig i en sagte symfonisk kakofoni, og rummet oplyses udelukkende af de lydgrafer som vises på computerskærmene.
 
Vist i Kyhls Bunker, Århus, maj 2017.

Vores tanker bag projektet:
Babelstårnet blev ifølge Biblen bygget i Babylon af en forenet menneskehed for at nå himlen. Men da Gud vidste, at hvis menneskene gik sammen var intet umuligt for dem, sørgede han for at forvirre sproget blandt mennesker. Det fik arbejdet til at gå i stå og menneskene spredt til fjerne egne på hele kloden.
Skal man tro beretningen, er kommunikation forudsætningen for fred og samarbejde, og op gennem historien har der været mange forsøg på at finde frem til et sprog, som kunne gøre menneskeheden i stand til at tale sammen igen. F.eks. Esperanto og Volapük. Det er ikke lykkedes at finde frem til et fællessprog, men vi er tæt på, da mange taler engelsk, tysk, fransk, arabisk, kinesisk …
Godt hjulpet af internet, tv og radio har vi gode muligheder for at kommunikere på tværs af sprog og geografi. I den forstand er verden er blevet mindre. Det har den teknologiske udvikling sørget for. Vi kan dele håb, som da man kunne følge det Arabiske Forår fra første parket. Og vi kan dele frygten, når vi simultant eller med minutters forsinkelse følger et terrorangreb. Mange ser udviklingen som en mulighed for at styrke ytringsfriheden, for andre synes det at øge behovet for censur.
Det virker dog ikke som om vi kommet hinanden nærmere i et værdifællesskab, hvor fred og samarbejde kan opstå. Vi bombarderes dagligt af informationer fra hele kloden. Du, jeg, præsidenter, terrorister, firmaer - alle har mulighed for at få deres budskab ud i den fjerneste afkrog af verden. Vi modtager nye informationer og ord som vi knapt når at registrere, før de overhales af andre nyheder og informationer. Sproget udvikler sig, og konstant opstår nye ord og begreber, som f.eks. shitstorm, clickbaits og fakenews. Det hele går så stærkt, at vi føler os mere og mere som observatører i denne informationsstrøm.
Spørgsmålet er, om mennesket kan blive ved med at kapere og optage den tilsyneladende uendelige mænge information det dagligt udsættes for? Bevæger vi os som menneskehed tættere på hinanden, via sprog og medier? Eller bevæger vi os længere fra hinanden i et virvar af informationer som ingen kan gennemskue sandheden af?
 
 
 
 
 
Volapük - Kyhls Bunker, maj 2017
Copyright Lyngsø-Light. All rights reserved.